Festival 2024
Fredag d. 2. august til mandag d. 12. august 2024
Anmeldelser af alle koncerterne kan findes under menuen ‘Sidste nyt’
Musica Ficta
Fredag d. 2. august 2024 kl. 19:30
Hvinningdal Kirke
Musica Ficta er et professionelt vokalensemble, dannet i 1996 af komponisten og dirigenten Bo Holten. Musica Ficta er et fleksibelt og projektorienteret ensemble, hvor den virtuose ensemblesang i alle dens afskygninger står i centrum.
Titlen på koncerten til dette års Silkeborg Classic Concerts sommerfestival er ”Den danske sangskat”, hvor der medvirker 10 sangere foruden dirigenten.
Arbejdet med den danske sangskat er en central del af Musica Fictas virke. De har udgivet en række cd’er med danske sange, hvilket har været med til at gøre Musica Ficta til Danmarks mest sælgende klassiske ensemble. Hvert år turnerer ensemblet landet rundt for at udbrede og fastholde kendskabet til både de kendte og de mindre kendte egne af den danske sangskat.
I Musica Ficta giver selv det mindste projekt anledning til stor fordybelse. Med Bo Holtens dybtgående kendskab til den europæiske musik- og kulturhistorie bliver alle koncerter gennemført i et bestemt tematisk perspektiv. Hver koncert er en rejse ind i en tid, en epoke eller en kunstnerpersonlighed.
Niklas Walentin & Christina Bjørkøe
Søndag d. 4. august 2024 kl. 19:30
KunstCenter Silkeborg Bad
Niklas Walentin og Christina Bjørkøe – violin og klaver
Niklas Walentin har spillet violin siden han var 6 år og har for længst placeret sig helt i front blandt unge violinister. Han spiller med en sikker og virtuos teknik som fundament i et spændende krydsfelt mellem tradition og fornyelse, en spillestil med naturlig selvfølgelig kombineret med ungdommeligt drive og en vilje til udforskning af musikken.
Niklas Walentin er uddannet fra Det kgl. Danske Musikkonservatorium. Han har optrådt som solist med alle de store danske landsdelsorkestre og DR Symfoniorkesteret, ligesom han har optrådt mange prestigefyldte steder, eksempelvis Philharmonia og Mariinsky Theater i Skt. Petersborg og Carnegie Hall i New York og Phillips Collection i Washington.
Niklas Walentin har vundet de fleste danske konkurrencer for klassisk musik og modtaget dertil hørende talentpriser, herunder bl.a. Copenhagen Summer Festival Talentpris, DRs P2-pris Årets Talent, Jacob Gades store legat, Leonie Sonnings Musikstipendiat. Allerede som 18-årig gjorde han sig internationalt bemærket, da han blev 3-dobbelt prismodtager ved The 9th International.
Christina Bjørkøe er en af Danmarks førende pianister. Hun begyndte at spille klaver som 5-årig, og som bare 19 årig blev hun optaget på The Juilliard School of Music i New York, inden hun afsluttede studierne på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.
Allerede som 16-årig optrådte Christina Bjørkøe som solist med orkester og har siden givet koncerter som solist og kammermusiker både i Tivolis store serier med musik af Beethoven, Chopin og Schubert i København og rundt omkring i Europa, USA, Sydamerika og Asien.
Blandt de mange priser Christina Bjørkøe er tildelt, kan nævnes Wilhelm Hansen Fondens Hæderspris,
P2 Prisen for bedste klassiske soloudgivelse, Knudåge Riisagers klaverværker, og indspilningen af Carl Nielsens samlede klaverværker.
Andrea Pellegrini & Tanja Zapolski
Mandag d. 5. august 2024 kl. 19:30
Virklund Kirke
Pellegrini – Zapolski Duo – sang og klaver
Koncerten med Andrea Pellegrini og Tanja Zapolski byder på “Sigøjnerprogram” med Brahms Zigeunerlieder, Spanske flamenco-inspirerede sange af De Falla m.fl. Sange der i både form og indhold er inspireret af sigøjnernes kultur. Sangene bindes sammen af fortællinger samt citater fra Lorcas søgen efter den særligt spanske ånd “Duende”. En underholdende og uhøjtidelig tone med sange fra de varme lande.
Andrea Pellegrini, mezzosopran, er en af Danmarks mest efterspurgte og prisbelønnede mezzosopraner, både i opera- og koncertsammenhæng. Hun er uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium 1998-2003 og fra Opera Akademiet: 2003-2006.
Blandt de mange priser Andrea Pellegrini har vundet, kan nævnes: H.C.Lumbye og Agerby Fondens Pris, Wilhelm Hansen Fondens Hæderspris, Årets Hæderspris fra Sangfonden af 2013 i 2020, Axel Schiøtz-Prisen 2013, Musikanmelderringens Kunstnerpris.
Gennem både karriere og studietid har Andrea Pellegrini vist en særlig interesse for de genrebrydende kunstformer og for at bringe den klassiske musiktradition ud over rampen i nye sammenhænge. Dette har ført til udviklingen af helt nye musikalske værker i grænselandet mellem genrer.
Pianisten Tanja Zapolski optræder i ind-og udland som solist og kammermusiker. Tanja har russiske/ukrainske rødder og havde sin debut som solist med orkester allerede som 8 årig. Hun flyttede til Danmark med sin familie som 12-årig, og som 15-årig kom hun ind på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvorfra hun debuterede fra solistklassen i 2008.
Hun har været solist med utallige orkestre, bl.a. opførte hun Hans Abrahamsens Koncert for Klaver og Violin med Det Kongelige Kapel under den verdensberømte dirigent Sir Simon Rattle. Tanja Zapolskis åbne og udforskende tilgang har ført til hende til scener verden rundt lige fra store scener indenfor den klassiske musik til Roskilde Festival, jazzfestivaler mv.
Tanja Zapolski har fået tildelt en række præmier og priser i danske og internationale konkurrencer, blandt andet i den skandinaviske musikkonkurrence Nordic Talent i Oslo, The International Competition for Young Performers, Steinway & Sons klaverkonkurrencer og Greta Eriksens Nordiske klaverkonkurrence.
Bellbird
Tirsdag d. 6. august 2024 kl. 19:30
Tvilum Kirke
Bellbird Chamber Orchestra er et ensemble med base i Aarhus. Orkestret blev stiftet i 2018 og har sidenhen spillet koncerter i både ind- og udland og uropført værker af blandt andre Tan Tuan Hao, Martin Stauning og Signe Lykke. Bellbird arbejder for at bringe ny musik ud til et stort og bredt publikum.
Ved denne koncert fremfører Bellbird mesterværket Folk Songs af den italienske komponist Luciano Berio for mezzosopran, fløjte, klarinet, bratsch, cello, harpe og slagtøj. Bellbird har desuden fornøjelsen, at uropføre et nyt værk til koncerten af den færøske komponist Ólavur Eyðunsson Gaard, som er baseret på den færøske og danske folkemusik.
I koncerten Folk Songs mødes den nye musik og folkemusikken. Det udforskende møder det velkendte. Nye klange møder gamle folkemelodier overleveret gennem generationer.
Det otte mand store ensemble Bellbird ledes af den unge dirigent Mathias Skaarup Sørensen. Alle er uddannede ved danske og udenlandske konservatorier.
(Iflg. Wikipedia er en bellbird den kraftigst lydende fugl 125dB)
Trio Piekut
Torsdag d. 8. august 2024 kl. 19:30
Toftebjerg Medborgerhus, Them
På grund af sygemelding fra Anna Egholm gennemførtes denne koncert af Jonathan Swensen og Gustav Piekut alene.
Anna Agafia Egholm, violin, født 1996, beskrives som “en sensation fra sit allerførste mesterlige buestrøg” og roses for sit “rige udvalg af farver og nuancer”. Hun er i fuld gang med at etablere sig som solist verden over. Hun har vundet en lang række konkurrencer, bl.a. Singapore, Nielsen, Tibor Varga og Stuttgart Guadagnini Stiftung, og hun betager publikum med sine betagende optrædener.
Hun er en ivrig kammermusiker og samarbejder ofte med nogle af de mest prominente navne, bl.a. Renaud Capuçon, Miguel da Silva, Andreas Brantelid, Enrico Pace og Trio con Brio Copenhagen, Gérard Caussé, Corina Belcea og David Oistrakh-kvartetten.
Anna Egholm er uddannet på konservatoriet i Lausanne og Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.
Jonathan Algot Swensen, cello, født i 1996, og er en af tidens helt store stjerner. Han er uddannet fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og debuterede i 2017. Siden da har han optrådt med orkestre over store dele af verden, bl.a. Philharmonia Orchestra, Orquesta Ciudad de Granada, Copenhagen Philharmonic, NFM Leopoldinum Orchestra, Venice Symphony, Armenian State Symphony Orchestra og Sun Symphony Orchestra i Vietnam. Desuden optræder han hyppigt på festivaler både i Danmark og i udlandet – bl.a. på Tivoli Festival og Hindsgavl Summer Festival. Han har modtaget en lang række internationale priser.
Gustav Piekut, klaver, født 1995, har med sine flotte fortolkninger høstet store roser, og han er af musikkritikere blevet anerkendt for fortolkningernes teknik, intelligens, ynde og styrke. Han optræder som solist med betydelige symfoniorkestre og spiller solorecitals i ind- og udland. Herudover er han en aktiv kammermusiker og kunstnerisk leder af Festival & Friends, en årligt tilbagevendende musikfestival i København for klassisk musik og meget mere. Han har vundet en lang række internationale priser ligesom han var vundet adskillige internationale konkurrencer,
Gustav Piekut er uddannet på Berlins Universität der Künste hos Professor Klaus Hellwig og senere hos Jens Elvekjær på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium
Kristian Riisager
Fredag d. 9. august 2024 kl. 19:30
KunstCentret Silkeborg Bad
Kristian Riisager – soloklaver
Kristian Riisager er uddannet ved Klaverskolen Gradus i Århus, Hochschule für Musik “Hanns Eisler” i Berlin samt på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, hvor han studerer i Solistklassen.
Blandt de mange priser Kristian Riisager har fået, kan nævnes, at han i 2023 modtog Léonie Sonning´s Talentpris. I 2014 vandt han Music Without Limits i Litauen og Unge spiller Klassisk i Århus. Derudover har han vundet priser ved Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence og den nationale Steinway Festival. Han har desuden deltaget i flere internationale konkurrencer.
Kristian Riisager udgav i 2022 sit debutalbum “A Testament to Hope – Piano Works by Beethoven”, der fik 6-stjernet anmeldelse i det tyske klavermagasin Piano News, som skrev: “Kristian Riisager spiller på en gang Beethoven analytisk, krystalklart, fri for sentimentalitet og alligevel rørende, lidenskabeligt og overbevisende.”
Kristian Riisager har spillet et større antal solokoncerter i både ind- og udland. Desuden har han gjort sig bemærket som liedakkompagnatør, hvor han sammen med sopranen Louise McClelland Jacobsen vandt han den første afholdte Rued Langgaard-konkurrence.
Koncerten ved Silkeborg Classic Concets sommerfestival byder på Carl Nielsens klaversuite, den ‘Luciferiske’ samt Johannes Brahms’ tredje klaversonate.
Christina Åstrand & Ensemble Hermes
Søndag d. 11. august 2024 kl. 19:30
Dybkær Kirke
Christina Åstrand og Ensemble Hermes
Koncerten er et samarbejde mellem det unge strygerensemble Ensemble Hermes og Christina Åstrand, violin. Ved koncerten opføres bl.a. det nye værk ”A thin film of sleep”, som komponisten Signe Lykke har skabt sammen med Christina Åstrand. Med udgangspunkt i Signe Lykkes komposition for soloviolin og strygeorkester vil Ensemble Hermes sammen med solist og dirigent, Christina Åstrand, fremføre værket. Ambitionen er, at ensemblet dels sammen med solisten/dirigenten og dels gennem improvisation og gensidig inspiration er medskabende på stykket. Det er en dybdegående kunstnerisk lydkortlægning af søvnens biologi. En musikalsk fortolkning af fire forskellige søvnstadier ind i den langsomme overgang til den dybe søvn. Stykket hylder og udfordrer de mange individuelle farver i et orkester og er en hyldest til de mange forskellige musikere, der bringer dette gigantiske lydbillede til live. Musikken er skrevet som en slags økosystem af materialer, der bæres fra én gruppe/solist til en anden – som en krop, der langsomt overgiver sig til søvnen.
Ensemble Hermes er et Aarhus-baseret musikerkollektiv, der optræder i en lang rækker kammermusikalske konstellationer. Ensemble Hermes spiller i udgangspunktet uden dirigent og dyrker altid en lyttende og kammermusikalsk tilgang til musikken. Ensemblet består af unge, dybt passionerede musikere, der alle er uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium samt studier på andre konservatorier i ind- og udland.
Christina Åstrand startede som 4-årig med at spille violin efter Suzuki-metoden og kom som 13-årig ind på Det Jyske Musikkonservatorium. Efter studier i Paris 1988-89 afsluttede hun studierne med solistdebut i 1990. I dag er hun én af Skandinaviens mest profilerede violinister og hendes repertoire spænder fra klassiske mesterværker til helt nutidig musik. Hun har siden 1993 har været koncertmester i DR Symfoniorkesteret.
Absalon String Quartet
Mandag d. 12. august 2024 kl. 19:30
Silkeborg Kirke
Absalon String Quartet er et ungt ensemble dannet i 2020 med base i København. De har senest udmærket sig ved at vinde 1.prisen i P2’s Kammermusikkonkurrence 2023. Kvartetten opnåede allerede anerkendelse, da de i 2021 vandt Rued Langgaard Konkurrencen og i den forbindelse spillede til åbningskoncerten af Rued Langgaard Festivalen samme år. Absalon Strygekvartet har siden da med indlevelse og spilleglæde givet koncerter hos en stor del af Danmarks musikforeninger og koncertsale. Kvartetten har også med stor fornøjelse deltaget i mange internationale masterclasses bl.a. med Den Danske Strygekvartet, David Harrington (Kronos Quartet) som en del af Festspillene i Bergen, Eckart Runge (Artemis Quartet) og Minna Pensola (Meta4 Quartet) hos ProQuartet i Paris. Kvartetten arbejder med professor Tim Frederiksen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København.
Absalon Strygekvartet består af violinisterne Thera Ortved og Andreas Larsen, Alva Rasmussen på bratsch og Hedda Aadland på cello – alle uddannede på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.