Magisk koncert med Christina Åstrand og Ensemble Hermes

Efter velkomsttale ved kulturudvalgsformand Thomas Tonsberg Schlie, som understregede "at musik rammer én direkte, åbner rum og skaber fred", lagde et sommerlyst påklædt Ensemble Hermes ud med Arvo Pärts lille mesterværk, "Summa", oprindeligt et korværk. En langsom sammensmeltning mellem "sommerlyse" violiner og de dybe strygeres mystik, skabte en stemning som en drømmende dans med gentagne fraser, der smukt bevægede sig  dynamisk mellem instrumenterne i blid samtale, meditativt, som vi kender Arvo  Pärts  inderlige tonesprog. "Summa" afsluttedes af koncertmester Romane Queyras` elegant koreograferede afslag.

Straks herefter henførtes publikum af J.S. Bachs velkendte og elskede sats AIR i velklingende fyldige toner. Hermes mestrer det hele!

Christina Åstrand overtog herefter scenen for en artist talk som optakt til Palle Mikkelborgs "Going to Pieces without falling apart" og "Drømmespil" for soloviolin af Carsten Dahl.  Begge værker er billedskabende, og opfordrer til, at man som publikum skal tage imod sine egne billeder. Fælles for disse værker er desuden at udtrykke en rejse indad.

"Drømmespil", som Christina Åstrand har bestilt, handler om, hvordan man har det med og med udgangspunkt i Strindbergs "Drømmespil" - et mareridt, som man heldigvis vågner fra igen. Et emotionelt stærkt værk, hvor violinen skræmte med disharmoniske, uskønne toner og fraser, trøstede med sørgmodige og berørende blide strøg og forstyrrede med skarpe knips på strengene.

Palle Mikkelborgs værk, som han har bedt Christina Åstrand om at opføre, er tidligere  opført af andre og med anden besætning. Værket karakteriseres som  lys musik, "der får havet til at lyse og at lyse gennem sprækker og at bevæge sig fremad på trods."

Stykket, der varer tre kvarter, indledes af harpens fyldige klange, tilført anderledes sprøde klange fra violinerne samt et effektfuldt hviskende accompagnement med stille rytmiske slag med kanten af violinbuerne.

Billeder af, at soloviolinen yder modstand mod harpens skønhed, at de to instrumenter mødes i kraftfulde livlige passager, hvor leg, oprør, vilje og vildskab, som en eksplosion, går igen. Violiner drypper som vand, beskriver småkryb og insekter, der har sit at gøre. Passager hvor følelsen af forløsning er nær, og dog - ikke endnu, gentager sig  ligesom  billeder af tilbagevenden til  refleksionens og tænkningens univers, gentages.  En særlig detalje var passagen, hvor ensemblet  mumlende  gentog en vigtig personlig sætning hver især.

Harpen har et element af håb, der går igennem hele værket, der afsluttes med en forløsende ro fra Christina Åstrands sidste tone, der bæres langt ud over det hørbare - og hvor publikum sidder tryllebundne og næppe ånder.

Et værk af enkelthed og kompleksitet, der tilbyder at man bliver taget med, og alt et  følelsesmæssigt kraftigt og effektfuldt musikalsk værk at gemme i sit indre.

Lisbeth Koefoed Jensen, den 1. august 2026