Foto: Karen Hillersborg
En mere helstøbt afslutning på Silkeborg Classic Concerts sommerfestival med Duo la Cour-Krahnert kunne man næppe ønske sig.
Først en velkomst fra Helle Jacobsen, som konkluderede at festivalen har budt på “musik til kanten” med både musikalske udfordringer og lettere tilgængelig vellyd, som det også fremgår af foreningens vedtægter. Kulturudvalgsformand Thomas Tonsberg Schlie takkede for publikums opbakning med et rekordstort antal solgte billetter i år. Han fremhævede, at Silkeborg Classic Concerts har bevist, at de klassiske koncerter hører til i Silkeborg, og at festivalens koncerter har været uforglemmelige.
Duo la Cour-Krahnert spillede en fremragende og betagende koncert med et valg af 3 kendte komponister, J.S. Bach, Carl Nielsen og Johannes Brahms, hvorimod de udvalgte værker var forholdsvis ukendte.
Teresa la Cour fortalte, at J.S. Bach med dette værk åbenbarer hans melodiske side og har åbnet en ny dør i musikverdenens udvikling. Samtidig præsenterede hun sin far, pianist og dirigent Sebastian Krahnert og understregede, at han og J.S. Bach er de to personer, som hun har kendt længst!
1. satsen, en vidunderlig adagio, hvor Teresa straks afslørede, at hun i ordets bedste betydning “overlegent” behersker sit instrument, en Carlo Guiseppe Testore-violin fra 1727, udlånt af Augustinusfonden.
2. sats er energisk og elegant i sin komposition. Den fornemmes fugeret, og det er svært at vurdere, hvilket instrument der er obligat, og hvilket der er førende. Begge har solistisk tyngde.
I 3. sats, en adagio ma non tanto, sænkes pulsen. En ubegribeligt smuk sats.
4. sats, allegro, har en karakter af friskhed, glæde og energi. Teresa nærmest danser og smiler til sin violin over det gode samarbejde!
Carl Nielsen skrev sonate nr. 2 under sin livskrise med sin hustru, billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen, som Teresa fortalte vidende om. Det var nyttigt at få denne forforståelse for at kunne gå med ind i musikken. Værket har et moderne islæt, takterne er skæve, ildevarslende lidenskabelige; en ny epoke i musikken er på vej.
Man får billeder af en indre kamp, hvor violin og klaver dels taler med hinanden og dels arbejder mod hinanden. Det er en smertelig musik, spillet af to virtuoser.
3. sats bærer betegnelsen “piacevole”, som betyder graciøs/sangbar. Alligevel buldrer klaveret frem i Sebastian Krahnerts eminente indlevelse og præstation. Musikken synes som uforløst sorg, en vildrede, en opgiven. Hvordan bæres det ubærlige? Er der en vej frem?
Teresa elsker det sidste værk, Johs. Brahms Sonate nr. 1, siger hun. Det er det smukkeste, det er klassisk opbygget, og der er en cantabile stemning i alle satser, bygget over temaet vand/ regn. Sonaten spilles med indfølelse og intensitet og afslører musikkens store skønhed og dynamik.
Koncerten blev en skøn næring til en dejlig sommeraften og med stor applaus. En oase af vellyd og skønhed skabt af far og datter, som takkede hinanden med hjertelige knus, og som i øvrigt ikke spiller ofte sammen, (de bor i hvert sit land), om man nu kan forstå det, efter at have oplevet deres tætte kommunikation og virtuose sammenspil.
Seneste kommentarer