Sublim Strygerkoncert i Tvilum
foto: Karen Hillersborg

Tvilum Kirke’s vidunderlige rum dannede søndag aften en perfekt ramme om koncerten med den norske Trio Ssens. Trioens samspil med hinanden og rummet var i særklasse. De spillede med elegance, dynamisk fra det kraftigste forte til det spinkleste pianissimo, og med en præcision, der var helt betagende. Deres fraseringer lød, som var det én organisme, der spillede.

De indledte med Schuberts strygertrio i B-dur, som han havde arbejdet med gennem flere år. Den findes i to udgaver – og Ssens havde valgt den sværeste.

Derefter fulgte den polske komponist Mieczyslaw Weinberg’s trio nr. 48. Weinberg var polsk jøde født i Warszawa i 1919, men flygtede under 2. verdenskrig til Sovjetunionen, hvor han blev ven med Sjostakovitj, hvis påvirkning hørtes i værket. I dette værk viste Ssens sin utrolige spændvidde med hensyn til teknik og klang. Det var en stor oplevelse.

Efter pausen hørte vi Beethovens Strygertrio nr. 3 i Es-dur. Et ungdomsværk, men ikke desto mindre særdeles krævende, som musikerne fremførte vidunderligt smukt og overbevisende.

Publikum var bjergtagede og begejstrede. En fantastisk aften.

Johannes Berggreen