Stor musik, stor stemme, stor koncert

 

foto: Karen Hillersborg

Onsdag d. 7. maj afholdt Silkeborg Classic Concerts sin anden forårskoncert med mezzosopranen Kirsten Voss akkompagneret af pianisten Louise Schrøder. Temaet var sange af og fortællinger om komponistægteparret Alma og Gustav Mahler.
Det blev en stor aften med drama, store følelser og stor musik. Og to musikere der imponerede med deres kunnen. Silkeborg Classic Concerts har jo haft optræden af bysbarnet Kirsten Voss tre gange før, siden hun i 2017 debuterede i festivalen som ungt talent og lovende konservatorie studerende. Og hvilken udvikling hendes stemme har gennemgået! Dramatisk og smukt. Kraftigt båret af Sejs-Svejbæk kirkes noget rungende akkustik. Og smukt akkompagneret af Louise Schrøders oplagte klaverspil.
Programmet blev spændende kædet sammen af Kirstens fortælling om de to komponister stormfulde liv. Det var måske, indrømmede kunstnerne selv, ikke den mest muntre koncert, med rigelige mængder af voldsomme temperamenter, døde børn og ulykkelig kærlighed. Jeg mindedes det gamle citat: “det er synd for menneskene”, sagde Strindberg. “Det er synd for Strindberg”, sagde menneskene. Men flot var det. Endnu en stor koncertoplevelse, selvom jeg må indrømme, at jeg sad og nynnede en dejlig melodiøs Carl Nielsen sang på vejen hjem.