Festival 2018

Arkiv

Ventus

Som optakt til årets festivalsommer har vi inviteret duoen Ventus, der er en træblæser-duo bestående af Michaela Hansen (fløjte) og Louise Henriksen (klarinet). De blev andenprismodtagere ved P2’s kammermusikkonkurrence 2017. Deres første optræden som duo var i Japan i maj 2017, hvor de var inviteret som det eneste skandinaviske ensemble. 

Ventus betyder ’vind’, så alene navnet viser, at vi har at gøre med blæsere. Men det drejer sig ikke bare om tværfløjte og klarinet, men også instrumenter som basklarinet, basfløjte, es-klarinet og piccolo. Det giver koncerterne et koreograferet touch, eftersom der skiftes meget imellem de forskellige instrumenter. Derfor bliver en koncert med Ventus aldrig ensformig!

Duo Åstrand / Salo

Christina Åstrand og Per Salo har spillet sammen i mange år og har et omfattende repertoire som spænder fra J. S. Bach til den helt nye musik. Dansk musik har en stor plads i begge musikeres repertoire. Et af deres mål er at udbrede kendskabet til dansk musik både i og udenfor Danmark. Deres programmer indeholder næsten altid danske værker og deres CD produktion er også et godt eksempel herpå.

Åstrand og Salo er begge ansat i DR-Symfoniorkestret – som henholdsvis koncertmester og som pianist/organist. Herudover er de begge yderst aktive som solister og kammermusikere og de optræder ved mange festivaler og koncerter over det meste af Europa.

Christina Åstrand er en af de mest bemærkelsesværdige violinister i Skandinavien i dag. Hun begyndte at spille violin som 4- årig og studerede siden med Tutter Givskov i Århus og Gerard Poulet i Paris. Hun gæster jævnligt de førende symfoniorkestre i Skandinavien som solist. Altid med en spændende og personlig fortolkning af musikken, uanset om det drejer sig om de klassiske violinkoncerter eller helt nutidig musik.

Per Salo studerede klaver og orgel i Danmark, Italien og USA. Salo har afsluttet sine studier med diplomeksamen som organist fra Det Kgl Danske Musikkonservatorium i 1985 og med en Masters Degree i klaver fra Juilliard Scool of Music, New York i 1989. Per Salo er en aktiv solist og kammermusiker. Hans repertoire består af mange danske og nutidige værker og mange danske komponister har skrevet musik til ham

MTQ

I 2001 dannede fem førsteårsstuderende et ensemble ved navn the Modern Tango Quintet. Det var en ‘tango nuevo’ kvintet (accordion, violin, guitar, piano, kontrabas) draget af Astor Piazollas inspirerende musik og en kvintet med et inderligt ønske om at spille Piazollas musik så autentisk som muligt.

Men, efter mange års fordybelse i Piazollas verden, udviklede musikerne en tørst efter tango med relation til deres egen tid og verden.
Med respekt for arven fra den Argentinske tango og Astor Piazollas musik, udfordrede de moderne komponister til at engagere sig i tangogenren ved at fortolke den klassiske tango med deres egen personlige twist og stil.

Denne process gjorde det nødvendigt med en navneforandring. I dag er MTQ en alsidig moderne kvintet, der søger at udvide –og nogle gange opløse – tangoens kendte rammer. Et nyt musikensemble med rødder i tangoen.

MTQ har udgivet to cd’er: ‘Modern Tango Quintet // Kim Sjøgren’ (Cowbell Music 2006) og ‘Yo nuncha he estado en Buenos Aires’ (Gateway Music, april 2014).

Andreas Borregaard • accordion • Teresa LaCour • violin • Mikkel Sørensen • guitar • Anne Holm-Nielsen • piano • Jesper Egelund • kontrabas

KOTTOS

KOTTOS er en kvartet baseret i København. Kvartettens fire medlemmer mødtes omkring en fælles passion for det virtuose, det skæve, folkemusik, og koblingen herimellem. Men KOTTOS’ instrumentale musik bærer ikke præg af traditionel folkemusik. Den kan bedst betegnes som folkemusik fra et land der aldrig har eksisteret.

Kombinationen af instrumenter er mildest talt utraditionel:
Fløjter i alle størrelser; fra den dybeste kontrabas til den højste sopranino. Et 17 kg russisk/Italiensk accordeon giver kraft og fylde i en nærmest symfonisk lyd. En cello danner bunden i ensemblet og farver lydbilledet med alternative spilleteknikker fra avantgardemusikken og den nordiske folkemusiktradition, mens bouzoukien, det umiskendeligt græske instrument fra mandolinfamilien, tilføjer en eksotisk lyd til ensemblet med sine gnistrende/varme 6 -og 10-strengede instrumenter.

KOTTOS har taget sit navn efter et mytologisk væsen fra den græske mytologi. Han var søn af jorden, Gaia, og himlen, Uranus, havde 100 arme og 50 hoveder. Et vildt og mangefacetteret væsen, som går igen i kvartettens musik.

KOTTOS opfører primært deres egen musik, men samarbejder også med nogle af tidens fremtrædende danske komponister, der skriver helt nye værker for KOTTOS’ usædvanlige instrumentsammensætning.

Jørgen Fog & Yoko Fog-Urata

Jørgen Fog

Siden 1975 cellist ved Wiener Philharmonikerne.
Født i København. Startede med celloundervisning som 11-årig. Har siden studeret hos professor Erling Bløndal Bengtsson og Asger Lund Christiansen samt deltaget i seminarer hos professor Andre Navarra i Siena, Italien. Fik i 1968 diplomeksamen med udmærkelse fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. 
Blev i 1969 engageret hos Sveriges Radio Symfoniorkester under ledelse af Sergiu Celibidache. 1970 studier på Hochschule für Musik und darstellende Kunst, Wien.
1971 engageret hos Odensen Symfoniorkester. 1972 engageret hos Wiener Philhar-monikerne og i 1975 fastansat samme sted.
Medlem af Philharmonia Quintett og Seifert Quartet.
1. pris modtager ved international kammermusikfestival i Colmar.
Grundlægger af “Ensemble V Wien” og “Klavierquartett Wien”.
Omfangsrig koncertvirksomhed ved “Salzburger Schlosskonzerte”, “Salzburger  Mozart Serenaden” samt turnéer til Japan og i Europa.

Yoko Fog-Urata

Født i Tokyo, Japan. Begyndte at spille klaver som 7-årig. Uddannet hos Yoko Ishikawa, Ryoko Noda, Noboru Toyomasu og Hitoshi Kobayashi. Afsluttede musikstuier ved Senzoku-Gakuen College, hvorefter hun rejste til Østrig og blev optaget på Hochschule für Musik und Darstellende Kunst hos professor Dichler. Hun tog afsluttende eksamen med udmærkelse.
1970 fik hun 1. plads ved Rombro-Stepanow klaverkonkurrence. 1974 1. plads ved colmar kammermusik konkurrence.
Har optrådt ved talrige koncerter først og fremmest i Europa og Japan. 1985 grundlagde sammen med medlemmer af Wiener Philharmonikerne “Ensemble V Wien”

Operafryd på Torvet

Silkeborg Classic og OperaVoce er gået sammen om at lave en stor og festlig opera-begivenhed på Torvet i Silkeborg.  

Fra gruppen Sangfryd, en forening af klassiske sangstuderende ved Det Jyske Musikkonservatorium i Århus, kommer: sopran Mariann Mikkelsen, mezzosopran Kirsten Voss og baryton, Mikkel Thomsen
Akkompagnetør, Frode Stengaard 

Fra OperaVoce kommer Silkeborgs egen Mette Østergaard, sammen med tenoren Otte Ottesen

Trompet og orgel – Dorthe Zielke og Søren Johannsen

Aftenens program bliver stemningsfuld klassisk musik af kendte komponister. Der bliver bl.a. lejlighed til at høre barokmusik for piccolotrompet og orgel, en af Johann Sebastians Bachs smukkeste arier, et par satser fra Hummels lystige trompetkoncert og en tango af den argentinske komponist Astor Piazzolla.

Trompetist Dorthe Zielke og organist Søren Johannsen har spillet sammen siden 1998, da de mødtes på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Siden har de spillet over 400 kirkekoncerter i Danmark og har optrådt i Europa, USA, Asien og Australien.

Dorthe Zielke er orkestermusiker og har vikarieret i orkestre lige fra DR Big Bandet og Det Kgl. Kapel til det berømte Mahler Chamber Orchestra. Hun spiller ofte ved begivenheder i kirken.
Søren Johannsen er organist i Christians Kirke, København. Han har opført J.S. Bachs samlede orgelværker otte gange i koncertrækker og en gang over 22 timer i samme døgn, hvilket man kan finde i Guiness Book of Records 2001.

Søren Bødker Madsen (guitar) og Hlif Sigurdjonsdottir (violin)

Søren Bødker Madsen, født 1956, er en dansk guitarvirtuos, komponist og arrangør. Han er særlig anerkendt for sine koncerter, hvor han på et højt professionelt niveau spiller alt fra Mozart til Metallica.

Søren Bødker Madsen er uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium, og solist-uddannet fra musikkonservatoriet i Wien, hvorfra han aflagde afgangseksamen med enstemmig udmærkelse i 1984. I 1986 vandt han 1. prisen i den internationale Kutha Hora guitarkonkurrence i Tjekkiet – med deltagelse af over 100 guitarrister.

Søren Bødker Madsen leverer en unik performance på akustisk guitar. Han regnes for at være danmarks musikalsk mest opdaterede klassiske guitarist og spiller musik for alle generationer, og til enhver lejlighed.

Hlíf Sigurjónsdóttir spiller med en overordentlig renhed, som tilpasses den historiske stil og det individuelle præg, som det pågældende stykke kræver. Hendes bueføring er altid flexibel og akkurat, og hendes sans for intonation er præcis. Hun er en fantastisk repræsentant for musikken, som den dyrkes i hendes meget musikalske hjemland.”

Cecelia Porter
Music critic at the Washington Post, 2004

Unge Talenter

Det er blevet en tradition, at Silkeborg Classic inviterer nogle af regionens talentfulde musikspirer til at prøve sig selv af i en uformel koncertform på havnens fiskerestaurant i den stemningsfulde historiske bygning.

Det drejer sig både om unge mennesker, der ser frem til at vælge musikken som levevej, og andre musikelever, som spiller con amore. I år har vi allerede bedt vinderen af Silkeborg Solisten 2017, fløjtenisten Sarah Johanne Gade Clausen, om at optræde. Desuden medvirker Anne Skærbæk, violin, Casandra Andrea Juul, violin og Sam Diba, klaver.

Morten Kargaard Septet

MORTEN KARGAARD SEPTET – Higgs Partikel i vibration…ikke Crossover, snarere en slags MeltDown musik…..

Et nyt frisk bud på lyden af musik til verden af i dag – en sand hybrid mellem to traditioner opstår når disse top musikere fra den rytmiske og klassiske scene mødes i et nyskabende samarbejde.

Et overraskende homogent udtryk – en udsøgt dynamik, ubesværet legende puls og lysende klare melodier.  Syv instrumenter der lever og ånder sammen gennem disse nye kompositioner –  en rejse i et fortryllende landskab, og en ny musikform, der skaber en tidsløs stemning uden preferencer. 

Alle musikere er kendt  for deres præstationer fra flere forskellige orkestre og  genrer –  Copenhagen Phil, Det Kongelige Kapel, DR Symfoni Orkester og Egberto Gismonti. Hver med en personlig tone og åbensindet tilgang til ny musik.
Som noget helt specielt byder aftenens koncert på en uropførelse komponeret af Morten Kargaard.

Mette Termansen – obo, engelsk horn • Maj Berit Guassora – trompet, flygelhorn • Karen Johanne Pedersen – violin • 
Jákup Lützen – viola • Samira Dayyani – cello • 
Morten Kargaard – guitar • Lars Johnsen – bas