Festivalen 2022

Dette var programmet til Festival 2022. Endnu en perlerække af koncerter.

Ensemble Pluma

Fredag d. 5. august 2022, kl. 19:30

Jysk Musikteater

EnsemblePluma.jpeg

Ensemble Pluma

Kammerorkester med base i Aarhus, dannet i efteråret 2018 af unge talentfulde og fremadstormende musikere fra Det Jyske Musikkonservatorium. Lige fra begyndelsen har orkesteret tilstræbt en transparent, let og raffineret klang, der kan kaste nyt lys over både ny og gammel musik.

Orkesteret har særligt fokus på tilgængelighed, diversitet og formidling, hvorfor dets aktiviteter bl.a. har omfattet turnéer til byer, der sjældent har klassiske koncerter, projekter med fokus på underrepræsenterede komponister samt et gennemgående fokus på at fortælle musikkens fantastiske historie både fra scenen og gennem formidlingsvideoer digitalt. 
Ensemble Pluma har givet koncerter over det meste af Danmark og har uropført værker af en lang række komponister, herunder bl.a. Britta Byström, Frederik Zeuthen, Magnus Plejdrup og Mads Schang Olsen.


Koncerten bliver dirigeret af orkesterets kunstneriske leder, Magnus Plejdrup, som  er uddannet komponist fra Det Jyske Musikkonservatorium. Han studerer nu til orkesterdirigent hos professor Martyn Brabbins v/ Royal Conservatoire of Scotland i Glasgow, UK.

videoknap.png

3 X Dreisig

Lørdag d. 6. august 2022, kl. 15:00

Silkeborg Kirke

3xdreisig.jpg

3 X Dreisig – sang og klaver
3 x gange Dreisig består af søstrene Elsebeth Dreisig og Inge Dreisig samt deres fætter Flemming Dreisig.


Elsebeth Dreisig er lyrisk-sopran. Hun er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvorfra hun debuterede i 1994. Hun har siden 1996 været tilknyttet Den Jyske Opera, ligesom hun har haft en lang række gæsteoptrædener på Operaen i København.


Inge Dreisig er ligeledes lyrisk-sopran, uddannet på Musikkonservatoriet i Paris samt på Operaskolen i Paris. Siden sin debut i 1993 har hun været tilknyttet ensemblet på Den Kongelige Opera, Opéra Royal de Wallonie i Liège (Belgien) og sunget på de fleste franske operascener. Inge Dreisig er bosat i Lyon.


Flemming Dreisig er uddannet organist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og har gennem en årrække været professor samme sted. Flemming Dreisig har været organist i folkekirken siden 1971, bl.a. som domorganist ved Maribo domkirke og Vor Frue kirke i København. Han er desuden kendt for en stor koncertvirksomhed i ind- og udland og har indspillet flere cd’er med musik af Buxtehude, Langgaard og Bentzon.

videoknap.png
Gunvor Berit 2016 by Caroline Bittencourt 021.jpg

Gunvor Sihm & Berit Johansen

Søndag d. 7. august 2022, kl. 15:00

Virklund Kirke

videoknap.png

Gunvor Sihm og Berit Johansen Tange 
 – violin og klaver

Ved koncerten står der Rued Langgaard på programmet.


Gunvor Sihm er uddannet violinist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, hvorfra hun debuterede i 2014. Gennem årene har hun vundet flere priser bl.a. den prestigefulde Van Hauens Musikpris og Harby Fondens Legat. Fra 2011 til 2015 var Gunvor Sihm ansat blandt 1. violinerne i Copenhagen Phil, og siden 2015 har hun været 2. koncertmester i 2. violingruppen i DR Symfoniorkestret. Desuden spiller Gunvor Sihm i Nightingale String Quartet, med hvem hun har indspillet samtlige strygekvartetter af Rued Langgaard.


Berit Johansen Tange er uddannet pianist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og debuterede fra kammermusikklassen i 2000. Siden 2002 har hun været ansat som akkompagnatør og repetitør samme sted. Hun har optrådt som kammermusiker og solist i utallige sammenhænge i store dele af verden. Berit Johansen Tange har arbejdet intenst med Rued Langgaards musik og er fast koncertgiver ved den årlige Rued Langgaard Festival.

Den Danske Klarinettrio

Tirsdag d. 9. august 2022, kl. 19:30

Toftebjerg Medborgerhus, Them

klarinettrio © Andrej Grilc.jpeg
videoknap.png

Den Danske Klarinettrio

Den Danske Klarinettrio blev etableret i 2016 af tre af Skandinaviens førende kammermusikere: Tommaso Lonquich, klarinet, Jonathan Slaatto, cello, og Martin Qvist Hansen, klaver. På kort tid har de skabt sig et internationalt navn som et ensemble helt ud over det sædvanlige. New York Times var fuld af begejstring for deres medrivende spil, og flere komponister har allerede komponeret for de tre, som også går nye veje indenfor improvisationens verden.


De tre prisvindende musikere er alle en del af Ensemble MidtVest.


Tommaso Lonquich er uddannet på University of Maryland i USA og på Escuela Superior de Musica Reina Sofía i Madrid. Han beskrives af anmeldere som en formidabel klarinettist med en mesterlig beherskelse og passion i sit spil.


Jonathan Slaatto er uddannet på Edsbergs Musik-institut i Stockholm og på Sibelius Akademiet i Helsinki. Desuden har han studeret kammermusik hos Alban Berg-kvartetten i Köln og Ralf Gothoni i Helsinki. 


Martin Qvist Hansen er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Royal College of Music i London.

NOVO Quartet

Onsdag d. 10. august 2022, kl. 19:30

Kunstcentret Silkeborg Bad

MH022554.jpg
videoknap.png

NOVO Quartet

Den prisbelønnede dansk-polske NOVO Quartet blev dannet i efteråret 2018 af de fire unge musikere Kaya Kato Møller, violin, Nikolai Vasili Nedergaard, violin, Daniel Śledziński, bratsch og Signe Ebstrup Bitsch, cello, da de mødte hinanden som studerende på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. 


Med professor Tim Frederiksen som mentor har den unge strygekvartet haft fuld fart på, siden den blev dannet. Kvartetten byder på musik, der på én gang sprudler af energi og mod, seriøsitet og dygtighed. Den har modtaget en lang række priser og udmærkelser. Her kan bl.a. nævnes Léonie Sonnings Talentpris 2021 samt vinder af Danmarks Radio P2 Kammermusikkonkurrence 2020. Desuden fik kvartetten en semifinaleplads i Carl Nielsen International Chamber Music Competition i 2019 og Grand Prize i ENKOR Internationale Chamber Music Competition 2020.


NOVO Quartet har en omfattende koncertvirksomhed ikke blot i Danmark, men over store dele af verden bl.a. Kina, Holland, Tyskland, Norge og Sverige.

Ensemble 1585

Fredag d. 12. august 2022, kl. 19:30

Tvilum Kirke

Ensemble1585.jpg
videoknap.png

Ensemble 1585

 

Ensemble 1585 er et nydannet dansk barokensemble. Ensemblet består af:


• Mo Yi, violin, professor ved Det Jyske Musikkonservatorium 

• Ida Spang-Hanssen, violin, freelance violinist og solist fra Det Jyske Musikkonservatorium


• Gert von Bülow, cello, tidligere professor ved Rostock Hochschule für Musik


• Ulrik Spang-Hanssen, organist, professor ved Det Jyske Musikkonservatorium


• Anne Agerskov, organist og cembalist, domkantor ved Aarhus Domkirke.


Ensemblet har specialiseret sig i barokkens ornamentik og drive. Ensemblet går imod vor tids trend med at skære alting ind til benet og dyrker i stedet fyldighed i klangen, overdådig ornamentik og den uimodståelige rytmiske fremdrift, som er barokkens egentlige udtryk. Ensemblets repertoire kredser om ”den danske forbindelse” til resten af Europa i det 17. århundrede, og om hvordan komponister som Schütz og Buxtehude bar forskellige tendenser frem og tilbage over den danske landegrænse mod syd.

Morgan Kvintetten

Lørdag d. 13. august 2022, kl. 15:00

Gjern Kirke

MorganKvintet_edited.jpg

Morgan Kvintetten

 

Morgan Kvintetten er en klarinetkvintet med følgende musikere:


Lee Morgan, klarinet, født i USA og uddannet i Cleveland og Chicago. Efterfølgende ansat som soloklarinettist i Oklahoma Symphony Orchestra og Atlanta Symphony Orchestra. Siden 1982 ansat som soloklarinettist i Det Kongelige Kapel og er desuden aktiv kammermusiker.


Julie Eskær, violin, er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med videre studier på Hochschule für Musik i Wien. Julie Eskær er 1. koncertmester i Danmarks Underholdningsorkester og i Eskær Trioen.


Charlotte Rafn, violin, er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium samt i Oberlin, Ohio. Siden 2006 fastansat i Det Kongelige Kapel.


Iben BramsnæsTeilmann, bratsch, har været 1. solobratschist i Det Kongelige Kapel siden 2001. Sideløbende med orkesterspillet har hun altid prioriteret kammermusikken højt og har optrådt på festivaler i det meste af Danmark samt Sverige, Norge, Tyskland, Frankrig, Italien og USA. 


Emilie Eskær, cello, er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium samt studier i solistklassen på Musikhochshule Köln. Spiller i Det Kongelige Kapel og Eskær Trioen ligesom hun er en efterspurgt kammermusiker.

Ensemble Hermes

Søndag d. 14. august 2022, kl. 19:30

Kunstcentret Silkeborg Bad

Ensemble Hermes-1.jpg
videoknap.png

Atter i år står Ensemble Hermes for en forrygende afslutning af festivalen

Ensemble Hermes er et Aarhus-baseret musikerkollektiv, drevet af seks unge strygere. Gruppen optræder i alle former for kammermusikalske konstellationer. Ensemble Hermes spiller i udgangspunktet uden dirigent og dyrker altid en lyttende og kammermusikalsk tilgang til musikken. Ved at gøre afstanden mellem musik og musikere mindre, er det ensemblets mål gennem større personligt engagement at fremmane en dybere forståelse af musikken og transformere disse til intense koncertoplevelser. De ønsker at møde et bredt publikum i øjenhøjde og at dele musikalske øjeblikke og fortællinger fra hele verden, så enhver, der lytter, går fra koncerten en opløftende og nærværende oplevelse rigere. 
Ensemblet består af disse unge og dybt passionerede musikere, der alle er uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium samt studier i udlandet:

Romane Queyras, koncertmester, Nicolas Sublet, violin, Agnes Hauge, violin

Daniel Tølbøll Mortensen, bratsch, Rebecca de Carvalho e Silva Fuglsig, cello

Gabriella de Carvalho e Silva Fuglsig, cello
Bemærk: Ensemble Hermes er til denne koncert udvidet til 11 musikere!