Spændende koncert for fløjte og guitar

Onsdag d. 15. november 2023, kl. 19:00
Rampelys, Bindslevs Plads, Silkeborg

Kom og oplev en spændende koncert for fløjte og guitar. Det er med Baumbach-Duo, der består af tvillingesøstrene Anne og Thea Baumbach, som er født i Magdeburg i Tyskland i 1990.

Thea afsluttede sin master i Weimar, mens Anne fik sin i Basel/Schweiz, hvorefter søstrene sammen med hæder i 2020 fik deres koncertdiplom i kammermusik.

Allerede i 2017 udgav de deres debutalbum som duo, “Legenden”, og opnåede international opmærksomhed ved at vinde førstepladser på talrige internationale kammermusikkonkurrencer i flere lande. Baumbach-Duo har optrådt på anerkendte koncertrækker og festivaler i Tyskland, Tjekkiet, Portugal, Italien, Grækenland, Schweiz, Liechtenstein – og i Danmark i 2020 på det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Med deres program “Roots” præsenterer Anne og Thea Baumbach bl.a. deres egne arrangementer af folkloristiske melodier fra barndommen, kompositioner, der fortæller om myter og legender, barokmusik samt ny musik af tyske og danske komponister.

HUSK: koncert med Andreas Bratelid og Søren Rastogi fredag d. 3. november 2023 kl. 19:30 i Silkeborg Kirke. Der er stadig billetter!