Duo Baumbach på Rampelys

Det var svært for publikum ikke at blive revet med af den ungdommelige spilleglæde, som Duo Baumbach udstrålede i koncerten onsdag aften den 15. november. Det var Silkeborg Classic’s sidste efterårskoncert i 2023 og dermed afslutningen på et vellykket jubilæumsår.

Duo Baumbach består af tvillingesøstrene Anne og Thea Baumbach, henholdsvis fløjte og guitar, spillede et meget varieret program, der flere gange bevægede sig lidt ud over, hvad der fremgik af det på forhånd trykte. Det skærpede imidlertid blot opmærksomheden og oplevelsen, når man som tilhører fx undrede sig over, at den engelske folkemelodi Scarborough Fair skulle være skrevet af en bulgarsk komponist. Musikerne indrømmede da også, at de havde indføjet flere numre, som de selv holdt meget af. På den måde kom vi omkring både tyske børnesange, jødisk folkemusik og en Bach-sonate, meget af det bearbejdet og arrangeret af søstrene selv. Der var en del ny musik, blandt andet et japansk/argentinsk stykke skrevet i 2009 af en komponist, vi vist ikke før har hørt i Silkeborg; Leo Brouwer. Spændende klange og lydbilleder, der betog os alle.

Det var to dygtige og charmerende musikere, der spændte vidt både genremæssigt og teknisk. Fløjtenisten Anne benyttede således tre forskellige tværfløjter i løbet af koncerten, og Thea kunne på sin i øvrigt venstrehåndede guitar levere både smægtende spanske toner og en række forskellige trommelyde. Alt i alt en dejlig, varieret og underholdende kammerkoncert, som Silkeborg Classic for første gang havde henlagt til Rampelys’ intime og hyggelige koncertsal.

Helle Jakobsen

18. november 2023