Andreas Brantelid og Søren Rastogi i Silkeborg Kirke

Når man ikke kan rumme verdens grusomheder, er det en gave at kunne lukke øjnene  en stund og lade sjælen gennemrisle af musikkens vederkvægende og store skønhed.

Sådan blev det med koncerten i Silkeborg Kirke fredag aften den 3. november, der var arrangeret sammen med KK44, med Søren Rastogi, klaver, og Andreas Brantelid, cello. Et  program fra to epoker i musikkens historie med visse ændringer, idet Brahms blev erstattet med værker af Beethoven. Godt 150 tilhørere fik en kæmpe musikoplevelse  med disse to dygtige, sublime musikere, der holdt os tryllebundne i en overflod af dynamiske, velspillede og smukt fortolkede værker.

Det første værk, Sonate for cello og klaver af Samuel Barber, betegnede Søren Rastogi som et melodisk begavet værk.
Der var tre fyldige satser.
I første sats virkede det som instrumenterne talte  hver sit sprog,  for siden at mødes i vellyd. Var det opgangstidens håb, som Barber her udtrykte??
2. satsen, Adagio  stilfærdigt reflekterende for senere at  eksplodere i et væld af toner.
3. sats, Allegro Apassionata, tog afsæt i et frisk og rask tempo, og som en dialog i en dynamisk vekslen mellem søgen og overbevisning, tøven og vandring.

Så fulgte Francis Poulencs Sonate for cello og klaver fra 1948. Søren Rastogi introducerede Poulenc som inspireret af Debussy, Ravel og den tids populærmusik.
1. satsen Allegro tempo di marcia, med en buket melodiske fraser, lindrende ubekymrede toner, dansende elementer og overraskende legende indfald præget af pludselige forandringer, som en by fuld af liv – mennesker i bevægelse.
2. satsen Cavatine, som er navnet på en busk med hvide blomster, var romantisk og lidenskabelig – stille og dog kraftfuld. Var der mon passager, der kunne lede tanken hen på Ravels “Skønheden og Udyret”?
3. satsen Ballabile,  en balletform, udtrykte en rask, udfarende stemning : “Nu sker der noget”!
Sonaten afsluttedes med en Presto  i stor spændstighed.

Efter pausen fulgte to værker af Beethoven. Søren Rastogi fortalte, at Beethoven er den betydeligste komponist for sig selv og Andreas Brantelid.

Først spillede de 7 variationer over “Bei Mannern”  fra Mozarts “Tryllefløjten”. Beethoven forædlede variationer i hele sit liv.

Jeg oplevede at disse variationer fik en større tyngde igennem Beethovens hånd. En dejlig aftenmusik.

Sidste værk i aftenens program var Beethovens Sonate i G-mol – et ungdomsværk, der peger fremad, jvf. Søren Rastogi.
1. satsen Adagio, Sostenuto et Expressivo bød på smukke fuldendte passager i et tilbageholdt tempo.

De sidste satser blev spillet  fyrigt og kraftfuldt, i rasende tempo og indlevende, som havde de aldrig bestilt andet.

Et kæmpe bifald  i stående applaus  udløste et ekstranummer – 3. sats af  Poulencs sonate, som udtrykker en 1930`stemning i et fyrigt og livfuldt tempo,

De to musikere er  i særklasse!  Deres samspil og kontakt var bemærkelsesværdig.  At  musikerne placerede sig således at de ikke kunne have øjenkontakt, var ingen hindring for deres intense kontakt og fælles udtryksfuldhed. De fungerede nærmest som forbundne kar.

En kæmpe oplevelse denne fredag aften.

Lisbeth Koefoed Jensen

Den 5. november 2023