En af de helt store aftener i dette års festival.
28-årige Gustav Piekut indledte koncerten med et værk af Rued Langgaard fra 1944 med undertitlen Fantasia Virtuosa. Værket vekslede mellem romantiske lyriske passager og voldsomme udbrud, hvor hele klaviaturet kom i spil. Det blev spillet med stor myndighed og virtuositet – ikke en finger ramte forkert.
27-årige Jonathan Swensen fortsatte med Ligetis cellosonate. Første sats, Dialogo, fortalte Jonathan, var skrevet til en kvindelig cellist, som Ligiti var hemmeligt forelsket i – og satsen var en sødmefuld dialog spillet ufatteligt smukt af Jonathan.
Anden sats skrevet flere år efter havde et helt anderledes udtryk – fyldt af kamp og vrede – teknisk utroligt udfordrende – men overbevisende spillet. Jonathan smeltede sammen med sit instrument.
Vekslen mellem de enkle poetiske og de voldsomme udbrud med utrolige mange løb op og ned af klaviaturet – et vandfald af klange i en stram form – var essensen i Rachmaninov klaversonate. Gustav kaldte den en espressoudgave af klaverkoncerten. Rachmaninov var sin tids førende pianist og komponerede klaverværker som var nærmest uspillelige, men ikke for Gustav, som igen viste sine imponerende tekniske færdigheder.
Klarhed og selvfølgelighed lyser ud af Bachs cellosuite nr 1. Ikke store udsving som i de romantiske værker vi hørte, men dansesatser smukke og enkle – fremført mesterligt af Jonathan.
Gustav Piekut afsluttede soloafdelingen med Debussy’s Estampes – tre grafiske blade inspireret af Debussys besøg på Verdensudstillingen i Paris: Pagoder, pentatone sfæriske asiatiske klange, Aften i Granada – spansk lidenskab, Haver i Regn – fransk regnvejr sat i musik så man kunne mærke dråberne, der faldt. Her viste Gustav, at han at ikke bare mestrer at spille hurtigt og kraftfuldt – så kraftigt at publikum på et tidspunkt hoppede i stolene – men han i den grad også kan spille lyrisk og følelsesfuldt.
I aftenens sidste programpunkt Debussy’s cellosonate viste de to unge virtuoser et utroligt smukt sammenspil. Pizzicato’er, flagioletter, lyriske passager, hvor tonerne nærmest bliver vredet ud af celloen – vekslen mellem det sarteste pianissimo og kraftigste fortissimo – iblandet megen humor.
Humor og virtuositet var også overskriften på ekstranummeret – 2. sats af Shostakovich’s cellosonate – som de to unge musikere begavede publikum med.
En af de helt store aftener i dette års festival.
Seneste kommentarer